Smerten vises med distance og empati

Dy Plambeck:

TEXAS' ROSE

184 sider, 199 kr.

Gyldendal

Er udkommet


Et af problemerne med den yngre, nyere danske litteratur er, at den længe har været bange for at fortælle noget eksistentielt vedkommende.

Hellere være corny skødesløs, ironisk og bevidst overfladisk, let som en komedie, end tung som en tragedie og patosfuld som fortidens romantik. Nu var romantikken jo ikke kun patos, og det eksistentielle kan videregives uden at blive patetisk.

Jeg synes, at Dy Plambecks slægtsroman er et godt eksempel på, at unge kunstnere nu igen - på egne præmisser - tør fortælle om tab, sorg, desillusionering og forladthedsfølelser uden hverken at blive blævrende sentimental eller kynisk-ironisk.

God balance


Romanen er båret af en nysgerrig naivitet, og den kan ikke beskyldes for at være tilsløret, når det fortællende jeg tangerer en dybere indsigt. Det hele kommer, sådan lidt skævt tilfældigt. Men smertepunkterne er der, og de turneres med både distance og empati. Den balance kan denne anmelder godt lide.

Tilføj hertil at romanen for en gang skyld ikke foregår i intellektuelle miljøer, hvor man kan sin Bourdieu, Giddens og Freud, derimod i et provinsdanmark, hvor camping er sagen, og det årlige westernstævne er der, hvor selvrealiseringen topper.

”Texas' rose” er både en slægtsroman og et studie i en elsket, savnet fasters liv og levned. Unge Abby (født i 1980, ligesom Dy Plambeck i øvrigt), har været i Vietnam for at hente denne barnløse Lillians sørgelige rester. Dermed starter en oprulning af slægtens historie og en voksende erkendelse af faster Lillians tvetydige betydning for lokalsamfundet og for de nærmeste. Det vrimler med festoriginaler i familien, pudsigheder og aparte hændelser.

Den lysende stjerne i løjerne er Lillian, Texas' rose, ”tingsamleren”, der elskede hujende cowboyherrer, hylende indianerne og selv havde lidt af en Dolly Parton i sig. Hun var også for meget, hvilket barnet Abby aner, og da hendes mand, noget af en sjuft, pakker kufferterne, knækker den korpulente Lillian. Hun forsvinder ud i det blå og efterlader alle lammede af skyldfølelser.

Alle spredes


Derpå følger 13 års tavshed, og i Lillians fravær bliver familiens hus en tomt, forfaldet sætter sig hurtigt igennem, og alle spredes for alle vinde. Et aparte menneske kan holde en stor flok sammen.

Der er ikke skyggen af idealisme i ”Texas' rose”. Illusionsløst som en lærebog i anatomi skildrer den kropsforfald, død og lemlæstelse. Mange scener er grinagtige, samtidig med at de vidner om menneskelig lidenhed og brutalitet. Om der er hold i virkelige hændelser, kan jeg af gode grunde ikke vide. Det er i hvert fald godt fundet (på) og fortalt, så man tror på denne tidslomme i nyere Danmarks-historie.

Hvis Dy Plambeck kan holde fast i sine erfaringer og/ eller bevare en fantasisans, der rækker ud over det litterære etablissement, har vi fået en forfatter, der har fremtiden for sig, fordi hun på én og samme gang skriver om det frodige og forfærdelige, som er essensen i det, vi forbinder med livet.

kultur@jp.dk