*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Ingen kultur er statisk II

Det er samfundsmæssigt spild af penge at holde liv i udkantsområder for enhver pris. Der er både menneskelige og samfundsmæssige gevinster ved at rykke tættere sammen – bl.a. i ”hygge-by-områder”.

Rasmus Sand Høyer.

Forestil dig, at du endnu ikke er født. Forestil dig så yderligere, at du ikke aner, hvor i Danmark du vil blive født, at du ikke ved, hvem dine forældre vil blive eller, hvad deres indkomst eller uddannelsesniveau er. Du vil blive født i året 2040.

Hvordan vil du ønske, at Danmark ser ud, når du bliver født? Hvordan ønsker du, at vi håndterede migrationen fra land til by?

Dette var tankespillet baseret på Rawls’ teori om det ignorante, som jeg præsenterede i min første kronik i går.

Vi er nødt til at rykke sammen for at have velfærd alle.

Formålet er at udvikle en vision og et værdigrundlag, som vi kan stå inde for og arbejde ud fra. Som jeg ligeledes nævnte, oplever jeg ofte ”værdigrundlag” som en masse positive ord, men ikke konkrete handlingsplaner.

Jeg vil derfor beskrive de handlinger, som jeg ville ønske bliver foretaget, og de konsekvenser, jeg vil forvente, som de har, i stedet for blot at komme op med et traditionelt værdigrundlag.

Alle ønsker adgang til sygehus, skole, beskæftigelse og så mange andre vigtige institutioner som muligt. For at optimere sandsynligheden for at blive født i nærheden af disse grundlæggende serviceydelser og funktioner, kan jeg foreslå to ting. Enten at vi bygger en masse nye sygehuse og skoler, eller at så mange som muligt flytter tæt på et sygehus, skoler m.m. Som jeg beskrev i den forrige kronik, er en plan for udkanten, det samme som en plan for hele Danmark. Alle offentlige omkostninger må allokeres og prioriteres med omhu.

Vinderkronik: Sådan får vi et Danmark i balance

Givet de høje omkostninger forbundet med forslag 1 om at plastre Danmark til med sygehuse og skoler bliver jeg nødt til at foretrække den anden mulighed: At vi rykker tættere sammen og nærmere diverse serviceydelser. Trade-off’et er simpelthen for stort, hvis vi ikke rykker sammen.

Den første mulighed vil i realiteten være en unaturlig og uproportional stor understøttelse af udkanten. Jeg anser det for uansvarligt at understøtte meget små byer og lokalsamfund uproportionalt meget, når formålet kun er at sikre, at de nuværende beboere kan blive boende. De milliarder, det vil koste, vil vi kunne bruge mere fornuftigt.

For at opnå en effektiv og hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne vil jeg udpege nogle områder til at være ”hygge-by-områder”. Med hygge-by-område mener jeg områder med meget strenge bygningsregler. I disse områder må man ikke bygge højhuse, og butikker må finde sig i at ligge i kortere shoppegader og på udvalgte grunde. Disse byer vil naturligvis blive indrettet med parker, sportsanlæg og andre offentlige goder, så flest mulige mennesker vil kunne udnytte faciliteterne og dermed samtidig minimere den tid, som faciliteterne står ubenyttede hen. Dette vil forhåbentlig give borgerne i disse byer den samme trygge og hyggelige fornemmelse, som man har i disse udkantsbyer i dag. Her taler jeg om en model, som kan skaleres, og ikke områder på nogle få hektar. Jeg taler om byer med flere tusinde indbyggere. Ligeledes kunne man udpege enkelte øer som ”hygge-by-ø’er”. Det er ud fra en økonomisk synsvinkel svært at forsvare at støtte samtlige 79 beboede danske øer.

Jeg vil foreslå en ændring af, hvordan Danmark laver lokalplaner, dvs. kommunernes planer om, hvilke typer af bygninger og industri der skal bygges i hvilke områder. Jeg vil ændre dette fra at være lokalplaner til nationalplaner. Det er ikke god brug af offentlige midler, at kommuner og byråd f.eks. bruger ressourcer på reklamer osv. for at tiltrække borgere fra anden dansk by til deres. Danmark som helhed vinder intet på, at folk flytter lidt fra én by til anden, og pengene er derfor som smidt ud ad vinduet. Konkurrence på det niveau har således kun tabere. Problematikken har lighedstræk med problematikken om placeringen af vores sygehuse.

Det er svært at gøre op med dette pengespild, så længe de valgte byrådspolitikere har en personlig interesse i at flere flytter til netop deres by. Hvis vi derfor tager dette ansvar væk fra lokalpolitikerne og giver det til personer uden helt de samme incitamenter, ville vi forhåbentlig kunne se nogle drastiske ændringer i, hvordan vores nation er befolket.

Målet med denne strategi er at skabe områder, hvor folk kan få den friske luft, græsplæner, havadgang osv., som danskerne nu engang ønsker.

Til gengæld vil det betyde, at antallet af byer vil falde drastisk. Du er naturligvis mere end velkommen til fortsat at bo, hvor du bor nu. Men du vil ikke blive garanteret lige så hurtigt internet, lige så omfattende offentlig transport osv. På den måde ville vi skabe en mere effektiv offentlig sektor, samtidig med at vi tillader eller skaber muligheder for, at alle har valgmuligheder til at leve, som de ønsker.

Jeg ønsker ikke at leve i et land hvor ældre bliver ”efterladt” på landet. Jeg vil naturligvis hellere, at de får den hjælp og pleje, de har brug for.

Realiteten er, at ældre har et transportproblem. Efterhånden, som man bliver ældre, bliver det jo ikke just nemmere at bevæge sig rundt, så man kan handle, besøge venner og familie osv. Disse hygge-byområder vil hjælpe på dette, idet danskerne automatisk vil komme til at bo tættere på indkøbsmuligheder og bo tættere sammen. Det vil også betyde, at ældrepleje, sygeplejersker m.v. vil bruge mindre tid på transport, og derved have mere tid med de mennesker, som betyder noget.

Kronik: Vi må acceptere, at Udkantsdanmark ikke er fremtidens Danmark

Dette burde ligeledes øge antallet af mulige fritidsaktiviteter og gøre anden underholdning tilgængelig i nærheden af, hvor jeg bliver født. Dette bygger på den antagelse, at underholdningsvirksomheder, om det er biografer, teatre, cafeer eller nichesportsgrene, vil have nemmere ved at fungere økonomisk, da de vil have et større opland og derved en større sandsynlighed for at få dækket driftsomkostninger.

Danmark vil fortsat være en velfærdsstat. Heri ligger, at der er et universelt sundhedsvæsen, som alle har adgang til uddannelse, og der findes mange andre former for støtte til dem, som har det svært. Dette sikrer, at næsten uanset i hvilken familie, jeg fødes ind i, vil fællesskabet (dvs. staten) gøre sit bedste for at sikre mit velvære. Staten vil kunne sørge for mig og give mig tryghed, hvis min familie ikke kan, og derved forhåbentlig sørge for, at jeg får et liv, der er værd at leve.

Dette betyder, at vores ressourcer må prioriteres med omtanke. Når vi bevilger penge til store offentlige projekter, om det er nye veje eller it-systemer, skal disse komme så mange danskere til gode som muligt og helst betyde besparelser for det offentlige, så investeringerne på denne måde, kan betale sig tilbage. Vi er nødt til at rykke sammen for at have velfærd til alle.

Dokumentation: Sune Hartoft - Ingen kultur er statisk

Første del af kronikken blev bragt i går.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Om temaet

Flytningen fra land til by er taget til de seneste år. Jyllands-Posten undersøger, om Danmark er ved at knække over.

Annonce
Redaktionen anbefaler

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her