*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

En ny balance II

Regionerne skal nedlægges, og vi skal organisere Danmark efter et klyngeprincip. Hver klynge skal have et sygehus, der råder over tværfagligt udredende afdelinger, så patienten ikke kun er halvt udredt ved udskrivelsen.

Rasmus Sand Høyer.

Primærsektoren (de praktiserende læger, akutpladser, hjemmeplejen) skal styrkes, udbygges og økonomisk opnormeres i stor stil. Samarbejdet med klyngesygehuse, som også huser og passer akutpladserne sammen med sygeplejersker fra klyngesygehuset, skal styrkes og prioriteres økonomisk. Klyngesygehuse er defineret i min første kronik 29/10 – hver klynge er af en størrelse svarende til to til tre kommuner).

Jeg baserer dette på den amerikanske forsker Barbara Starfields arbejde, der har bevist, at sundhedstilstanden i et samfund er direkte proprotionalt med prioriteringsgraden for landets primærsektor.

Vinderkronik: Sådan får vi et Danmark i balance

Arbejdet i primærsektoren kræver ressourcer og et kreativt miljø med mulighed for tid til refleksion og eftertanke, opslag i videnskabelige værker, tid til at konferere med specialister, tid til at snakke ordentligt og grundigt med patienten og tid til at uddanne og kræse for vores ansatte.

Faktisk bør opdelingen i fagspecifikke afdelinger nedbrydes på det moderne klyngesygehus og patienterne behandles tværfagligt.

Det er primærsektorens opgave dagligt at finde de ca. 10 pct. blandt patientkontakterne, der skal videre til sekundærsektoren: sygehusene og de praktiserende speciallæger.

Hver især to vigtige sektorer med hver sit arbejdsområde – og med et stort behov for et godt og smidigt samarbejde. Desværre er der nogle politikere og embedsfolk, der ikke har forstået dette system. Man tror fejlagtigt, at man kan spare på den ene sektor f.eks. sekundærsektoren uden at forholde sig til, at man så nødvendigvis må tilføre den anden sektor nogle ressourcer i form af læger eller penge, idet patienterne og behovet for lægehjælp jo stadig er til stede og det samme.

Jeg forestiller mig en turnusordning for lægerne på klyngesygehuset i de lokale praksisser, således at afdelingslægerne inden for forskellige specialer på klyngesygehuset arbejder tre måneder om året i en praksis i lokalområdet.

I den periode arrangeres undervisning for de praktiserende læger i kommunen samtidig med det daglige arbejde i praksis. Det vil knytte tætte bånd mellem primær- og sekundærsektoreren og medvirke til et fleksibelt og smidigt samarbejde mellem lægerne i de to sektorer – til gavn for patienten, til gavn for fagligheden og til gavn for de økonomiske ressourcer, der alt andet lige vil kunne udnyttes mere meningsfuldt og med nedbarbering af diverse overflødige og ligegyldige informationsstrømme mellem de to sektorer.

Det er en win-win-situation, for når lægerne kender hinanden, øges trygheden og tilliden. Ja, jeg ved godt, det er bløde værdier, som ikke har nogen værdi i en embedsmands eller ”djøfers” øjne – men vi, der fungerer praktisk i systemet til daglig som læger, ved, at det er en meget stor fordel for os at kende hinanden på tværs. En meget stor fordel at have et ”ansigt på” og snakke sammen face to face. Kende hinandens faglighed og værdier.

Det var tidligere almindeligt, at man som kommende praktiserende læge i mange år var i lære på det lokale sygehus, og at man sidenhen efter nedsættelse i praksis i samme område kunne nyde godt af kendskabet til de læger på sygehuset, man havde arbejdet sammen med i mange år. Og vice versa. På sygehuset kendte man så også de praktiserende læger og deres kvaliteter eller spidskompetencer. Kommunikation er jo så meget andet end blot det skrevne ord – korrespondancer og epikriser. Nemlig også kropssprog, udstråling, historie, kultur, følelser, kendskab til hinanden etc.

Desværre er så mange af de mindre sygehuse nu nedlagt, og rekrutteringen til almen praksisser derfor blevet sværere i mange lokalområder, da man som læge ikke mere automatisk får kendskab til lokalområdet undervejs i sin uddannelsestid på sygehuset.

Før fik man lejlighed til at etablere sig med hus og familie i lokalområdet – og derfor blev det så meget lettere at overtage en praksis i området, idet man allerede var bosat og etableret der. Det er én ud af mange forklaringer på, hvorfor vi aktuelt har et rekrutteringsproblem til almen praksis uden for de store byer. Denne ”udvikling” kunne imødegås med prioritering af klyngesygehusene.

Almen praksis skal opprioriteres til en attraktiv arbejdsplads – fortsat selvstændigt ejet af speciallæger i almen medicin, da dette giver den højeste effektivitet og den laveste udgift på sundhedsbudgettet, som dokumenteret i talrige undersøgelser og sammenligninger med for eksempel det svenske system med ”vårdcentraler” med offentligt ansatte læger i primærsektoren. Sammenligninger, der desværre dokumenterer, at effektiviteten falder og udgifterne stiger, så statens udgift til hver borgers brug af primærsektoren (besøg hos praktiserende læge) er dobbelt så høj i Sverige som i Danmark.

Mine kolleger i Sverige og Norge tager sig til hovedet, når jeg fortæller dem, at vi Danmark er godt i gang med at afvikle vores gennem mange år meget velfungerende, effektive og billige primærsektor.

De svenske og norske praktiserende læger ser op til vores system og ønsker, at det kunne fungere i deres lande. Det er et beundret system. Det er et system, man stræber efter i lande omkring os.

Talrige undersøgelser har vist, at det danske system excellerer i kontinuitet, faglig kvalitet, effektivitet og scorer højt i patienttilfredshedsundersøgelser.

Der skal være en hurtig og smidig kontakt mellem udredende afdeling på klyngesygehuset og almen praksis – f.eks. ugentlige videokonferencer. Hvert klyngesygehus skal råde over en tværfaglig udredende afdeling a la Silkeborg-modellen. Ja, faktisk bør opdelingen i fagspecifikke afdelinger nedbrydes på det moderne klyngesygehus og patienterne behandles tværfagligt, således at patienten ikke kun er halvt udredt ved udskrivelsen, som det desværre af og til er tilfældet i dag.

Al erfaring viser, at de fleste arbejdsgange foregår smidigere og hurtigere, jo mindre enheder man opererer med, og jo mere læger og personale føler en økonomisk og faglig ansvarlighed. Jo mere man kender og stoler på hinanden, des mere smidigt og fleksible og individuelt tilpassede bliver patientforløb.

De tiltag, der bør nedprioriteres i sundhedsvæsenet, er: (og her er der store penge at spare):

Stop for dyre og ineffektive supersygehusbyggerier og indfør brugerbetaling på tilstande, der ikke kan kategoriseres som sygdomme og altså derfor ikke er et offentligt anliggende, der skal finansieres af skattekroner: sterilisationer af raske sunde mennesker, fertilitetsbehandling af raske sunde mennesker, kosmetiske operationer på raske sunde mennesker, screeningsundersøgelser på raske og sunde mennesker, obligatoriske sundhedstjek på raske sunde mennesker.

Prisvinder: Politisk korrekthed kan få balancen til at tippe mellem fællesskab og frihed

Ovenstående tiltag vil formentlig kunne finansiere de tiltag, jeg mener skal opprioriteres – som beskrevet tidligere i kronikken.

Summa summarum: Politiske prioriteringer skal være nedlæggelse af regioner, inddeling af Danmark i klynger, opprioritering af primærsektor, nedprioritering af centralisering og supersygehuse, opprioritering af mindre enheder, tværfaglige strukturer, værdisættelse af bløde kommunikative værdier, nedprioritering af sygeliggørelse og behandling af raske sunde mennesker.

Dokumentation: Helene S. Gram Larsson - En ny balance

Første del af kronikken blev bragt lørdag.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Gratis tandpleje
Stephen Vestbirk, tandlæge, Esbjerg
For øjeblikket foregår forhandlingerne mellem Tandlægeforeningen og regionerne om tilskud til befolkningens tandpleje.
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Lars Hedegaard 75 år

Morten Uhrskov Jensen
En kriger fylder rundt.

Blog: Lars Løkkes lange omvej til tilgivelse

Olav Skaaning Andersen
Der er fremgang at spore, men statsministeren slider stadig med sin troværdighed

Theresa May: Storbritannien vil fortsat være jeres ven og partner

Theresa May, Storbritanniens premierminister
Vi ved godt, at vi ikke kan få alle fordelene ved et medlemskab uden at acceptere forpligtelserne.

Lillelund: Danmark er ikke et brætspil

Man kan ikke bare sige »nå, jeg tog fejl,« for fejlen havde konsekvenser, uoprettelige konsekvenser, det var nemlig ikke bare en leg eller en akademisk disput på fleuretter og fremmedord.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her