*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Sådan får vi et Danmark i balance

De rationaliseringsgevinster, der måtte være opnået gennem de seneste årtiers vidtgående samfundsreformer, er ikke i nærheden af at kunne forrente de milliardinvesteringer, som det offentlige har foretaget.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Den historiske sammenhængskraft er bærende for et lands udvikling. At der er folkelig forståelse for både retning og indhold, og allerbedst at det er folket selv, som igangsætter udviklingen, viser vej og tager ansvar.

Siden grundlovens indførelse i 1849 har Danmark vist både vilje og styrke til at udvikle demokratiet, det fællesskab og den frihed, som er demokratiets nødvendige forudsætninger.

En række stærke folkelige bevægelser har i perioden siden 1849 bidraget til denne udvikling. I ganske særlig grad har andelsbevægelsen og senere hen fagbevægelsen bidraget. Kooperative bevægelser ligeledes. Den første brugsforening blev grundlagt i Thisted netop i år for 150 år siden. Folkehøjskolerne så også dagens lys i denne periode. Kulturelle fyrtårne for hele den demokratiske læreproces i forbindelse med grundlovens indførelse og efterlevelse. Friskolerne og frikirkerne ligeledes. Frihed og fællesskab gik hånd i hånd og understøttede i betydelig grad den samfundsmæssige udvikling i retning af velfærdsstatens opblomstring i 1930’erne.

Det er ikke et mål for udviklingen, at mennesker skal være lige og udvikle sig ens. Tværtimod er mennesker meget forskellige, og heldigvis for det.

Men der er almindelig enighed om, at samfundet skal behandle sine borgere lige i forhold til de velfærdstjenester, som tilbydes fra samfundets side. En plejehjemsplads skal have samme kvalitet overalt i landet. Det samme skal undervisningen i folkeskolen og behandlingen på vore sygehuse.

Hvor uligheden kommer ind i billedet, er alene, når byrden ved at finansiere de offentlige tjenester skal fordeles. Nogle har ”bredere skuldre” end andre, og just her skal sammenhængskraften stå sin prøve.

I de rigeste kommuner ligger gennemsnitsindkomsten op imod eller over det dobbelte af, hvad man finder i de p.t. fattigste kommuner. Derfor har man skabt et system, hvor de rigeste kommuner afleverer en del af deres skatteprovenu til de fattigste kommuner. Et mellemkommunalt udligningssystem, der sikrer, at man for nogenlunde samme skatteprocent kan levere rimeligt ens velfærdsydelser til alle borgere, uanset bopæl. Godt for sammenhængskraften, om end systemet nok ikke kaster mange skåltaler af sig i de velhavende kommuner.

Vi er alle blevet rigere. Nogle mere end andre, men alle har fået del i velstandsudviklingen.
Sådan som Danmark har udviklet sig de seneste mange årtier, er der sket en ganske stærk udvikling af velstanden i samfundet. Vi er alle blevet rigere. Nogle mere end andre, men alle har fået del i velstandsudviklingen.

Og i international sammenhæng klarer Danmark sig også godt. Sættes gennemsnittet af bnp pr. indbygger i EU28 til indeks 100, ligger Danmark på indeks 169, kun overgået af Norge, Schweiz og Luxembourg. Regnes efter købekraftsparitet, falder vi nogle pladser længere ned, fordi Danmark er et relativt dyrt land at leve i.

Velstandsudvikling vil både i Danmark og andre lignende lande ændre samfundsudviklingen, fordi den stigende velstand medfører en erhvervsforskydning bort fra de såkaldt primære erhverv, landbrug og fiskeri, over imod de sekundære erhverv, håndværk og industri og videre imod de tertiære erhverv, tjenesteydelser og serviceerhverv. Hvorfor? For vi spiser ikke mere ost, kød og fisk, fordi vi bliver rigere. Bedre, måske, men ikke mere. Nej, vi bruger den stigende velstand på en større lejlighed, et nyt køkken eller en ny bil fra de sekundære erhverv og siden hen måske på en rejse til Verona for at se en friluftsopera. Det er blandt meget andet de tertiære erhverv.

Med velstandsudviklingen følger således en erhvervsforskydning og dermed et ændret bosætningsmønster hos befolkningen. I 1901 boede 56 pct. af Danmarks befolkning i landdistrikter, som er landområder med mindre end 200 indbyggere. I 2016 udgjorde denne andel 12 pct.

Det har været karakteristisk for den danske erhvervsudvikling, at både landbrug og industri fortsat spiller en central rolle i landets økonomi. Ca. 60 pct. af Danmarks eksport som alle mindre lande er dybt afhængige af, er nemlig varer, som produceres i netop disse erhverv, og med en sådan succes, at vi har haft betragtelige overskud på betalingsbalancen uafbrudt siden 1987. De sidste 40 pct. af eksporten kommer fra de tjenesteydende erhverv, heraf halvdelen fra transporterhvervene, sø- og landtransport. Vi er i Danmark så heldige, at industrien, og herunder i høj grad også eksportindustrien, i altovervejende grad befinder sig i små og mellemstore byer, nær ved de yderområder, som vi anser for befolkningsmæssigt truet af udviklingen. Beskæftigelsen er da heller ikke mindre i de små og mellemstore byer end i resten af landet, nærmest tværtimod.

De direkte følger for samfundsøkonomien i henseende til centralisering nåede bemærkelsesværdige højder i 00’erne med kommunalreformen i 2007 som det absolutte højdepunkt. Et skæbneår for Danmark i henseende til centralisering. 271 gamle kommuner blev til 98 nye. 14 amter blev til fem regioner. Forinden havde staten centraliseret en række af sine ressortområder. Og centraliseringen fortsatte i de nye og større kommuner/regioner også efter 2007. Især blev folkeskoleområdet og sygehusområdet ramt.

Den bærende præmis for denne centraliseringsbølge var et formodet økonomisk potentiale. Udgifterne pr. indbygger måtte forventes at falde, når kommunale administrationer, politistationer, dommerkontorer, skattekontorer, gymnasier, folkeskoler, seminarier, erhvervsskoler, højere læreanstalter, kaserner og meget andet blev slået sammen. Det, vi i daglig tale benævner stordriftsfordele. Men det er nærmest gået omvendt. Det vender vi tilbage til i kronikkens anden del.

Et ganske andet rationale, som der tilmed er langt flere penge i, er at gøre det stik modsatte: at prøve at bevare befolkning og bosætning der, hvor den allerede befinder sig. Hvorfor? Af simple, men tvingende, økonomiske årsager. Det er nemlig rivedyrt at servicere en befolkning, der er på evig vandring fra små til store byområder, fra stagnationsområder til vækstområder.

Det er dyrt for den enkelte borger, fordi den bolig, de forlader i et stagnationsområde, koster to-tre gange så meget i et vækstområde, og undertiden kan boligen slet ikke sælges i det område, man forlader. For kommuner og regioner, fordi den offentlige infrastruktur, man forlader i stagnationsområdet også bliver overflødig, men pr. definition skal genopføres i vækstområdet. Den sociale infrastruktur (skoler, institutioner, idrætsanlæg, plejehjem, biblioteker, sygehuse mv.) såvel som den tekniske infrastruktur (veje, kloakker, el, vand, varme, rensningsanlæg mv.). Og det koster, som nævnt, en bondegård hver gang. Hertil kommer de overordnede statslige investeringer i infrastruktur, den måske allerdyreste del.

Den førte politik har over årene kostet det offentlige hundreder af milliarder af kroner i investeringer, som for en stor dels vedkommende kunne have været undgået. De rationaliseringsgevinster, som måtte være opnået, er ikke i nærheden af at kunne forrente sådanne beløb. Det er simpelthen for dumt. Man skal sikre befolkningen dér, hvor den allerede bor.

Anden del af kronikken bringes i morgen.

Dokumentation: Ivar Dreyer - Sådan får vi et Danmark i balance

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu

Kronik: Jagten på falske nyheder og pirat-publicister

Lars Holmgaard Christensen, ph.d. lektor, AAU København og CBS
Et medieproduceret samfundsbillede kommer til os med forskellige grader af falskhed.
Annonce
Annonce

Blog: Løkke hygger sig med diktatorerne

David Trads
Statsministerens påskeferie gik til grumt diktatur. Næste uge skal han se på pandaer i verdens største diktatur. Stop dig selv!

Blog: Tanker om Europas transformation

Mikael Jalving
Den tysk-amerikanske politiske filosof Hannah Arendt skriver om mellemkrigstidens migration på en måde, så at man ser linjerne til i dag – og forskellen.

Debat: Investorer vil også forbedre verden

Thomas Ravn-Pedersen, Verdens Bedste Nyheder | Karoline Rahbek, Verdens Bedste Nyheder
Business as usual er ikke en valgmulighed i et længere og miljømæssigt perspektiv.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her